Sidste nyt fra Nepal, maj 2008 |
|
Namaste !
Samjana Siden sidst....Der er ikke sket så meget siden sidst. Børnene har haft "sommerferie", herude går skoleåret jo fra april til april. Alle bestod deres respektive klasser iår så det var dejligt og i nogle tilfælde en lettelse, Subash, Ramesh og Santimaya havde vi vores bange anelser omkring. Alle var jo startet forholdsvis sent i skole og nogle ting syntes at have indhentet dem. Men gudskelov var det ikke tilfældet andet end det at lykkedes iår. Vi flyttede drengene over på en ny skole, for at give dem et nyt pust og en stor ros til skolen der har fået det bedste ud af dem.
Deepak Manglende elektricitet.....Jeg glemte at fortælle at vi fra Januar har haft slukket for elektriciteten på forskellige tidspunkter af døgnet indtil midt februar var det 3 timer om dagen, hvorefter blev det 6 timer om dagen. Hvilket igen ville sige 2 gange 3 timer, enten morgen og aften eller morgen og nat eller aften og nat. Der var lavet en plan så vi vidste hvornår det skete og selvom det var smadder ærgerligt at det skal være sådan, vænner man sig til det og det bliver ligesom en del af opbygningen af det nye Nepal, vi alle håber ! kan komme ud af alle anstregelserne. Her fra april er vi dog nede på 4 timer om ugen ! om det er regeringens hovmod, for at vise de kan klare strabasserne der er undervejs og udskyder problemerne til senere, ved vi ikke rigtigt.
Hom Goddag og farvel.....Sara og Carina har været her en måned siden sidst og Mie er igang med en måned per nuværende. Det har været og er en fornøjelse at alle 3 hos os. Det har været en stor hjælp i vores videre færd.
Suku Dolma Min nye e-mail adresse......Jeg har haft en del problemer med min udbyder Subisu, som mener jeg downloader for meget, derfor brug min anden private e-mail adresse unitedbooks@yahoo.com
Sharmilla og Sarita
"lille" Sushila vasker tøj Tema lørdag......Tak for tilbagemeldingerne omkring udsendelsen, som jeg ikke har fået set endnu. Vores internet forbindelser herude er ikke hurtige nok til at jeg kan se det på nettet. Generelt har I været positive, selvom det var for kort og pakket "forkert" ind. Jeg håber jeg kan få en dvd fra Copenhagen Film med mere materiale, som måske kan sendes ud til jer. Men det er stadig på tegnebrættet.
Rashmi på vej til college.
Dette er drengenes hus (hvor min lille familie jo også bor), tegnet af Gopal. Billederne af børnene er taget af vores gode veninde fra Rødovre, Irene Krause. Jeg har fundet lidt facts om Nepal....som er værd at huske på, selvom vi ser enorme "fremskridt" i Kathmandu. Her har vi nu Mac computer forhandlere, ILLY Cafe’er, fodbold og cricket på store fladskærme, originale Nike, Reebok, Adidas og North face forhandlere osv. osv. CARE Danmark i Nepal, fra deres hjemmeside. CARE styrker udvikling i civilsamfundene i nogle af Nepals mest fjerne bjergdistrikter, hvor befolkningen er meget fattig og mange grupper er diskriminerede. Der er udbredt fattigdom i Nepal. Tæt på halvdelen af den 23 millioner store befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Der er stor ulighed mellem mænd og kvinder på mange områder. Problemet er synliggjort på uddannelsesområdet, idet kun hver femte af de nepalesiske kvinder kan læse og skrive mod mere end hver anden mand. Fra Dansk Røde Korshjemmeside Nepal ligger i Himalaya-bjergene og er et af verdens allerfattigste lande. Sundhedstilstanden er generelt dårlig i Nepal, og der er et stort behov for basal sundhed og hygiejne. Desuden er landet meget udsat for naturkatastrofer, såsom oversvømmelser i lavlandet og jordskred og jorderosion i bjergene. Selvom om sundhedstilstanden i Nepal er dårlig kan meget forbedres gennem oplysning og små tiltag i lokalsamfundene. Fra 2006 støtter Dansk Røde Kors sundhedsarbejdet i Sunsari og Solukhumbu, to distrikter i det østlige Nepal. Projektets primære målgruppe er mødre og børn, som er særligt udsatte. Gennem sundhedskampagner, undervisning i hygiejne og ernæring, oprettelse af køkkenhaver samt forbedret drikkevandsforsyning og affaldshåndtering i områderne, er målet at reducere antallet af dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel, samt forekomsten af diaré og underernæring blandt småbørn.
Bijaya På trekking-tur til foden af Kanchenjunga, verdens trediehøjeste bjerg.Tekst og fotos: Erik Pontoppidan Gennem "The Himalayan Foothills" Efter et par dage i Kathmandu fløj gruppen til byen Biratnagar i lavlandet ved den indiske grænse. Herfra kørte vi med 2 land-rovers op mod bjergene og fortsatte så langt vi kunne komme ad kørevejen. Efter 8 timers kørsel slog vi lejr i ca. 2.000 meters højde i buldrende mørke uden for landsbyen Hile, som ligger nær det sted, hvor hjulsporet går over i en vandresti. Herfra startede den egentlige ekspedition - for at nå frem til Kanchenjungas nordside må helt klart betragtes som en ekspedition. Det tog os ca. 2 uger at nå frem til Kanchenjunga base camp ved Pang Pema, som ligger i 5.200 meters højde, kun få kilometer fra det sted hvor Nepals, Tibets og Sikkims grænser mødes. Men selve bjerget var ikke et mål i sig selv. Turen op gennem "Mellemlandet" eller "The Himalayan Foothills" var nemlig også en stor oplevelse. Først gik vi en lille uges tid gennem et område med landsbyer, som var totalt upåvirkede af turisme. Vi gik på en højderyg i 2 - 3.000 meters højde og kom ind imellem op i de tætte rhododendronskove. Under skovgrænsen var der smålandsbyer beboet af Rai -og Limbu-folket. I modsætning til andre trekking-ruter i Nepal var der ikke antydning af hoteller, tiggeri eller souvenir-salg. Til gengæld gloede folk uhæmmet på os, især ved vores rastesteder. Men vores påklædning, udstyr og vaner har sikkert også været en kilde til undren hos dem - for slet ikke at tale om vores motiver til at holde ferie på denne måde helt frivilligt!
På vejen op gennem "Mellemlandet" mødte vi mennesker og landsbyer, der var totalt upåvirkede af turisme. På turen over højderyggen havde vi næsten konstant udsigt til Makalu (nær Everest), og længere mod øst til vores mål: Det enorme Kanchenjunga-massiv, som trods sin afstand på et halvt hundrede kilometer virkede imponerende og dragende. Efter nogle dage langs højderyggen gik stien på den 4. trekking-dag brat nedad til ca. 750 meter over havet ved byen Dobhan. Nedturen gik gennem et meget malerisk landskab med smukt dekorerede huse, frugttræer, ris- og hirsemarker. Efter Dobhan fulgte vi hovedruten op til Kanchenjunga. De næste 10 dage gik vi op langs floderne Tamur og Ghunsa og steg langsomt op gennem floddalen fra 750 m til 5.200 m. Disse 10 dage havde vi dag og nat flodens brusen i ørerne. Det var flere steder vanskeligt at komme frem, for der var mange jordskred, og der var ikke broer over floderne alle steder. Tæt på verdens højeste bjerge Efterhånden nåede vi op i sherpa-landet, hvor "hovedstaden" i disse egne hedder Ghunsa, i en højde af 3.400 meter. Efter en hviledag her gik det for alvor opad. I løbet af de næste 3 dage steg vi fra 3.400 meter op til 5.200 meter ved Pang Pema, hvor Kanchenjunga base camp ligger (d.v.s. det sted, hvor bjergbestiger-ekspeditioner etablerer deres hovedlejr før den egentlige klatretur mod toppen af Kanchenjunga begynder). Landskabet udvidede sig, udsigterne blev længere, og pludselig var de virkelig høje bjerge på helt nært hold. Vejret var med os, for det meste af tiden stod de ispansrede 7- og 8.000-ere skarpt mod den mørkeblå himmel. På hviledagen i Pang Pema forsøgte nogle i gruppen sig med en 6.000-er, men ingen nåede helt til tops, fordi den øverste del af bjerget var isbelagt, og det var kun få, der havde isøkse med. Om natten kunne vi ligge og høre lavinerne tordne ned fra højderne. Stjernehimlen heroppe var utrolig - man fik en fornemmelse af hvordan der ville se ud, hvis man befandt sig uden for jordens atmosfære.
En af de oplevelser, man ikke glemmer! Efter en overskyet eftermiddag letter skydækket lige inden solnedgang og afslører en syvtusinder på ganske nært hold - her Jannu-toppen nær Kanchenjunga. Vi gik tilbage til Ghunsa på 2 dage, men der lå endnu en stor udfordring foran os: Hvis vi ikke ville gå samme vej tilbage gennem den lange Ghunsa-dal, var det nødvendigt at passere Lapsang-passet i 5.200 meters højde. For mange i gruppen blev det den hårdeste pasovergang nogen sinde. Først en rimelig nem og meget smuk tur fra Ghunsa op til Lumba Sumba-sæteren, som lå ved foden af passet, ved Yamatari-gletcheren. Her slog vi lejr i 4.400 meters højde på en græseng mellem rislende vandløb og yak-okser. Næste dag kæmpede vi os op over passet i 12 timers uafbrudt vandring og klatring over store sten og skærver. Sti var der i hvert fald ikke meget af. Fra pashøjden gik det så nedad: Først over et nyt hav af sten og skærver, senere ned over græsskråninger til kanten af Yalung-gletcheren, hvor vi slog lejr. Denne lejr, som lå kun få km fra Sikkim, var en af de flotteste på hele turen. Der var ispansrede tinder på alle sider undtagen i et lille område mod syd, hvor man kunne se ned gennem en dal til "Mellemlandet". Ved solnedhang lå skyerne som regel i et tykt tæppe nede over rhododendronskovene, så det føltes som at sidde i et fly. Gik man fra lejren og op langs Yalung-gletcheren, kom man op gennem et område med græsenge, små søer og yak-okser, og ca. 1 times gang fra lejren var der en ny udsigt til Kanchenjunga på nært hold, denne gang fra sydsiden. Det var et fantastisk sted! Hos Gurung-folket Vi holdt en hviledag i denne lejr, og derefter gik det nedad: Først gennem tætte skove langs Simbua-floden, næste dag op og ned over 2 bjergrygge til Yampoudin, som var den første større landsby efter Ghunsa. Vi fejrede, at vi var kommet "til byen" ved at drikke masser af risbrændevin. Nogle gik tur i byen bagefter og besøgte en åndemaner, som efter sigende skulle have været utrolig spændende. I hvert fald kom de, der havde mødt ham, meget sent hjem! Næste dag var heldigvis hviledag, hvor alle badede i sol eller vand og fik vasket noget tøj.
Rishøsten er i fuld gang hos Gurung-folket. Resten af dagene gik vi det meste af tiden i beboede områder. Vi havde valgt en rute, som kun meget få trekkere benytter, og det kunne tydeligt mærkes på folk i landsbyerne: Stadig ingen tiggeri eller falbyden af varer, men kun nysgerrighed og venlighed. Vi var nu i Gurung-folkets område med deres smukke lerhuse. På terrassemarkerne arbejdede mennesker, okser og vandbøfler med den sidste del af rishøsten. Her blev der brugt mindst lige så mange film som oppe ved Kanchenjunga! Omsider nåede vi tilbage til "civilisationen" - hvilket i dette tilfælde vil sige til en by, som det var muligt at køre videre fra med lastbil. Fra byen Phidim var der bestilt en bus, som skulle køre os ud af bjergene, tilbage til Biratnagar. Det blev til en 14 timers bustur ad veje, som gør danske skovveje til de rene autostradaer. Bussen var fuldt lastet og kørte i timevis med rasende motor i 1. gear. Vores sherpaer, bærere og køkkenhold var med, og de underholdt os med sang det meste af tiden. I skumringen nåede vi at se Nepals te-distrikt ved Illam, hvor tebuskene dækkede de bølgende bjerge så langt øjet rakte. Tilbage i Kathmandu Dette var cirka en tusindedel af, hvad vi oplevede på vandreturen - og så er hele turforløbet endda ikke beskrevet her. Både før og efter ekspeditionen opholdt vi os nemlig nogle dage i Kathmandudalen, hvor vi også oplevede en masse. Her ledte jeg i øvrigt med lys og lygte efter det lille hotel, jeg boede på i foråret 1969, da jeg besøgte Nepal første gang. Jeg fandt også stedet efter lang tid. Dengang lå det i landlige omgivelser, men nu var det klemt inde i storbyen Kathmandu mellem 2 høje luksushoteller, og bygningen var ikke noget hotel længere. Den blev brugt som en slags klædefabrik, hvor der sad et stort antal nepalesere og syede tøj til byens fattige indbyggere. De bedste hilsner fra os alle sammen herude.
Pemba Nepal Bal Ghar – Something Right Children's Home |
