Sidste nyt fra Nepal, juli 2008

 

Namaste !

Så er Nepal officielt blevet en republik, kongen fik 14 dage til at forlade konge paladset, som skal laves til et museum. Han er i stedet flyttet over i et mindre palads. Resten af de "officielle" paladser overgå til landet her.

Nu skal der så "bare" findes en præsident og vice-præsident, dannes regering, udnævnes ministre osv. osv. Det kommer til at tage lidt tid endnu, de kan ikke blive enige overhovedet.

Der var nogle problemer i gaderne da parlamentet offenlig- gjorde at man – sådan rigtig - ville af med kongen. Men ikke noget særligt iforhold til hvad vi tidligere har set og der har ingenting været siden, så det tegner et billed af et folk bag beslutningen.

Her hos os er de unge mennesker tilbage i skolen igen efter 3 dages officielle helligdage, sådan at vi alle kunne fejre "det nye Nepal".

Maoist lederen "Prachandra", som sidder på magten og skal forsøge at leve op til alle brand talerne de sidste mange år.

Indtil videre er det ikke lykkedes ham at danne regering, han får lidt tilbage af samme skuffe han selv gav, da han "kiggede ind" og som jeg tidligere har skrevet er der nok at gå igang med, folk forventer der nu skal ske en ændring til det bedre.

I første omgang blev prisen på benzin, petroleum og diesel sat op, så den bare tilnærmelsesvis matcher verdens markeds priser og det gik forbløffende godt, vi ser slet ikke de strejker og den ballade det tidligere har medført, måske alle var så desperate for at få benzin etc. så de kunne arbejde videre, med hvad de nu engang gør.

Foreløbig har det dog ikke gjort leveringen af produkterne nemmere, men det er også noget med Nepals olie company’s evne til at betale deres regning til tiden. Men der skal stadig tages en masse beslutninger indenfor relativ kort tid og det er bestemt ikke alle der bliver lige nemme.

Her er Deependra, som jeg nok tror er den der har gennemgået den største udvikling hos os. Dem af jer der kender Deependra ved at han de første 6-7 år af sit liv var med faderen på arbejde.

Han var vagt diverse steder og Deependra havde ingen lege kammerater udover sin far, som jo skulle passe sit job, altså legede han meget alene. Hvilket gjorde ham noget kulret hos os i starten, han var slet ikke vant til alle de mennesker omkring ham.

Men han voksede selvfølgelig fra det og har altid været sød og nem. Desværre var han ikke den store fodbold spiller, fødderne ville ikke rigtig som han ville og herude betyder det meget.

Men men Deependra blev bare ved og ved, nu er han 17 år og knokler i skolen hvor han ligger helt i toppen, fodbold spiller han super fint, men han har sørme også spillet og trænet meget over årene. Mest af alt er han en super god kammerat som altid hjælper de andre og tager sig godt af de "små" i huset, når der er behov for det.

Buddha’s øjne hviler på os alle herude, men mest af alt på "det nye Nepal"

Situationen omkring elektriciteten er blevet bedre, men det er både godt og ondt. Vi er nu nede på kun 7 timer om ugen uden strøm, grunden var i første omgang at mere smeltevand kommer ned fra bjergene! Altså global opvarmning så det batter. Nu er så regntiden startet, det hjælper jo på det "gode" måde.

En stor tak til jer alle, vi har fået en laptop computer af Lindy Lillelund, tøj fra en masse, mange penge – igen - fra Vækstcenteret Rørbækvej 10, 8766 Nørre Snede (jeres e-mail addresser virker af en eller anden grund ikke herude fra !)

Ydermere er Michael Maardt – vores gamle ven, der ordnede hjemmesiden, hoppet på vognen igen, hvilket betyder utrolig meget for os.

Nepal Bal Ghar – Something Right Children's Home
v. Lars M. Braaten, Koordinator
GPO Box 14324, Kathmandu, Nepal 
Tel.  00977-1-5525 621
Fax.  00977-1-5534 376
E-mail: unitedbooks@yahoo.com & lars-braaten@nepalbalghar.com Hjemmeside. www.nepalbalghar.com
Konto nr. 1551 - 16575194 

Nå ja, Manchester United vandt både mesterskabet og Champions league

Sidst opdateret: 30.08.2009