Tiden går sin gang, vi venter stadig på større forandringer fra regeringens side. Dog er en del mindre ændringer ved at blive implementeret; pension til enker, gratis skole til 8 klasse osv. men de større problemer, som integration af de mange maoistiske soldater, en grundlov, lov og orden situationen osv. mangler stadig løsninger.

Specielt er situationen omkring lov og orden selvfølgelig utrolig vigtig, ikke at vi er utrygge på nogen måde, men der har været en tendens til stigning i kriminaliten i byen. Og samtidig en tendens til at når politiet så gør deres job, så bliver det også brugt imod dem. Så har de været for hårdhændede eller for slappe osv.

Hos os betyder alt dette ikke så meget for dagligdagen, den kører jo bare. Problemerne med at få kogegas, vand, ris osv. løses jo ved at vi har et stort netværk i nærområdet.

Ydermere nu hvor de unge er blevet så store og husene jo mere er bofællesskaber end noget andet, hvor alle de unge kender deres opgave i fællesskabet. Jeg er stolt af, at vi har kunnet "holde os til planen" med husene, på trods af det store pres, der til til tider er på os og vores måde at gøre tingene på. På trods af fristelserne "ude i byen" har alle – ok stort set alle – valgt at holde sig til vores plan. Og med til successen hører også, at Subash er startet som elektriker elev. Han gjorde det så godt, at de ville gøre alt for at beholde ham og Bijaya er kommet på college, samtidig med, at han hjælper sin tante og fætter i deres frisørsalon. Ligeledes er Santosh kommet tilbage efter han ville prøve "for sig selv".

Som nogen allerede ved, har vi valgt at holde en pause mht frivillige, Der var en tendens til, at de blev yngre og yngre, mens vores unge jo bliver ældre og ældre, hvilket gjorde at aldersforskellen var for lille eller ikke eksisterende. Sammenholdt med den stigende vigtighed af deres skolearbejde – vi har jo en stor gruppe i klasse 9 og 10 – er denne beslutning truffet og vil forblive sådan i hvert fald 1-1½ år.

Som altid en stor tak til jer alle der hjælper os – I ved hvem I er, en speciel tak til Alice Lerche-Agerbæk der i forbindelse med hendes fødselsdag fik folk til at sende os "hendes gave".