PostDanmark, Dec. 2008: Med Rundt

FAR TIL 35

ET ANDERLEDES SHANGRI LA MED BØRN OG BØGER

Det startede med en rygsækrejse, og i dag driver Lars et børnehjem sammen med sin nepalesiske hustru

Af journalist Karin Bech

I 1992 havde Lars spændt rygsækken på og var på vej rundt i østen. Hippiernes gamle Shangri La for foden af Himalaya bjergene, Kathmandu, var stadig mystisk og forførende, med masser af smilende nepalesere. Den hinduistiske og buddhistiske kultur er gæstfri og imødekommende. Men Lars så også en bagside.

"En kvinde på gaden tilbød sin datter til mig for 3 $, hvis jeg ville tage hende med og få hende i skole. Fattigdommen er utrolig, af de cirka 9 millioner børn i Nepal arbejder 60 %, og især mange piger lever under slavelignende forhold, bliver misbrugt eller tvunget til ægteskab".

Da Lars kom hjem til Danmark begyndte han at arbejde med børn og vendte flere gange tilbage til Nepal. "Jeg ville starte en skole, men det druknede i bureaukrati og bøvl med myndighederne. Til gengæld mødte jeg min kone, Sunita, og fik bekræftet, at Nepal var stedet for mig".

FAR, LÆRER OG BESKYTTER

I 1997 startede Lars og Sunita børnehjemmet "Nepal Bal Ghar" - Nepals Børnehus. Ud over Lars og Sunitas egne 3 drenge er der nu 32 børn. "I starten ville vi hjælpe gadebørn, men det var ikke realistisk at lukke "vilde" børn inde. I stedet hjælper vi dem, der måske ellers ville være endt på gaden. Nogle er forældreløse, et par har meget fattige forældre, resten har kun deres mor, og det er en håbløs situation herude. Enkelte er handicappede, som Rashmi, der fik specialsyede sko og kom i skole. Nu er Rashmi 19 år og klarer sig selv. Hun arbejder med børn og drømmer om at hjælpe andre handicappede børn".

"Vi prøver at opfylde børnenes forskellige behov og give dem de muligheder, alle børn burde ha'. I Nepal er det fx kun hver 5. kvinde og hver 2. mand, der kan skrive, men her kommer børnene på den lokale skole og får chancen for at komme på college", forklarer Lars.

Børnene bor i et pige- og drengehus. De passer deres lektie- og sengetider, de skal spise op og selv gøre rent, og der er klare regler for, hvornår de må gå i bad, spille fodbold osv. "Kostskolemetoderne giver ro og tryghed, og i starten måtte Sunita tit slå mig i hovedet, hvis tingene blev for danske", griner Lars. "Alt skal foregå på nepalesisk vis, for det er nepalesiske børn, der skal leve her hele deres liv. Og rigtigt meget er anderledes herude" siger Lars. "Fx mangler der altid vand og elektricitet. Nogle perioder er værre end andre, lige nu slukker de heldigvis kun for strømmen 3 timer hver dag".

SMÅ HANDLINGER GØR EN STOR FORSKEL

Lars får donationer, computere, tøj m.m. fra danske sponsorer, men ikke nok til at det løber rundt. Derfor har han også startet 6 boghandler i Kathmandu, og et par gange om året tager han til Danmark og knokler for frikortet på et plejehjem. Samtidig får hans egne børn chancen for at se deres danske familie og lære dansk.

Det lyder som et hårdt liv i Shangri La, når man efterhånden er blevet 39 år. Men det synes Lars ikke: "På mange måder lever jeg mere behageligt, end jeg ville gøre i Danmark. Jeg har folk til at lave mad og gøre rent, så jeg kan koncentrere mig om mit arbejde. Jeg har en smuk kone, får store smil fra børnene og kan se Manchester United på tv. Jeg gør dette, fordi jeg kan, og fordi der skal så lidt til at gøre en kæmpe forskel".